Noget om retfærd, velfærd og ligeværd…

Posted: september 27, 2012 in Uncategorized

Er vi fluer eller er vi bier?

Fækalier har det med at dufte skarpt.

 

”Javel så” tænkte den kloge lille bi, idet den passerede en flok salige fluer på en kokasse. ”Den blomst ser skisma populær ud, da” Synet af de mange ivrigt svirrende fluer fik bien til at gå i overvejelse omkring, hvorvidt den selv trængte til socialt samvær når den indtog føde. Den tænkte som følger:” Skidt følge eller andet fly, jeg tager chancen og dykker ned på besøg hos de blåsorte fætre”.

Eftersom fluer og bier ikke helt taler samme sprog, opstod der en kort overgang lidt tumultagtige scener da vores ven, bien, entrede Restaurant Kokasse. Der forsvandt sikkert nogle høflighedsfraser i oversættelsen, for at sige det kort. ”Ak ja, hvem der blot havde læst fremmedsprog i skolen” reflekterede vor ven. ”Så kunne jeg ret have brilleret med imødekommende genus medium på lokalsproget”. Det kom sig nu alligevel at vor ven fandt sig til rette blandt de blåsorte fætre, uden egentligt at have forstået ret meget af sidemandens instruktioner til indtagelse af måltidet. ”Jeg tænker at jeg lærer mest ved blot at observere fætrenes adfærd, og tillægge mig slige vaner” resonerede vor ven.

Som tænkt så gjort. Bien stak sin kro, der senest havde været begravet godt og grundigt i en Orkidés yndefulde jomfruelige nektarhule, dybt ned i kokassens varme indre.

Ikke så snart havde vor ven penetreret kassens sprøde skal, førend den hostende og med sviende øjne, skyndsomt måtte fortrække fra det populære samlingssted.

”Ikke om dén blomsts nektar nogensinde vil vække behag hjemme i staden” snøftede bien” Ej heller er den af en sådan beskaffenhed at den vil kunne fortjene selv den mindste lille glædesdans, næh tvært om bør jeg advare alle mine fæller om det fordærv der findes blandt vore fætre”

Vor ven tænkte meget over, hvad der mon kunne anspore De Blåsorte til en sådan gruppevis galskab at de frivilligt kastede sig over noget så inderligt afskyvækkende. Tanker om hvad der mon har drevet De Blåsorte til som Lemminger at anfalde dette depot af frigivne affaldsgasser og forrådnelse som om det var gudernes gave(Her forudsætter forfatteren at bier har tilpas intellekt til at se sig selv i en religiøs eller spirituel sammenhæng). Tanker om social nød og elendighed der kan drive selv det mest respektable individ til ekstremer. Tanker om det at være hjemløs og altid på jagt efter føde. Tanker om fællesskaber og tanker om at mangle.

Ja mange var vor ven, biens, tanker. Til sidst opgav den at finde hoved eller hale i det hele. Den var trods alt kun en bi og ikke en af tidens store tænkere. Den kunne dog alligevel konkludere dette:

Jeg tænker at De Blåsorte ikke er begavet med synderlig meget intellekt, eftersom de til stadighed hylder forrådnelse som en gud der giver liv(her er det igen forfatterens opfattelse at bier ved mere end som så) og jeg tænker det er sørgeligt at de intet bo eller stade har at begive sig hen til når tid er.  Og jeg tænker at nogen skulle gøre noget for at hjælpe. Eftersom vor ven var en af den slags bier der evnede at tænke på andre end sig selv, oplevede den det vi andre kalder social indignation

”Summa summarum” bussede den. ”Jeg vil efter returnering til mit stade, begære foretræde for vor Høje Dronning og fremsætte forslag om at vi, Bierne, yder støtte til De Blåsorte så at de kan lære at opbygge fællesskaber, samle lødig føde og opbygge et stabilt samfund der ikke skal forlade sig på andres efterladenskaber.”

Disse var den lille bis tanker som den fløj af sted mellem markens smukke blomster. Ud og ind fløj den, mellem engkabbeleje og ranunkel i bondens læbælte. Summende med sin sag i sit hoved kom den videre gennem skovtykningen, hen mod det den kendt som sit hjem, sin stade på den åbne plads med det lange grønne græs, de lysende gule mælkebøtter og den enlige busk af vildhyben der så ofte havde været legeplads for stadets unge, kåde arbejderbier.

”Kanske burde jeg nette mig en kende inden jeg entrer boet..” tænkte vor ven. ”Næh jeg mener mig nok nydelig nok til at komme ind for Vagtbierne og så må jeg tage den derfra ”konkluderede bien.

Ganske som bien nærmer sig stadet, holder en af Vagtbierne den an og siger:” Holdt lige en kende om jeg må bede, inden De sådan summer ind i dette vort gode hjem. Hvad Deres erinde er, det skal De fremføre!”

Ganske forbavset over den manglende genkendelse fra vagtbien, som vor ven jo da tidligere havde drukket megen nektar sammen med i festligt lag, standser bien op og vil forklare sig:

”Ja altså” begyndte vor ven. ”Ja altså, hvad om jeg må spørge” replicerede vagten.

Ja altså jeg tænkte om ikke vor Høje Dronning ville tage mig i audiens, eftersom jeg er blevet beriget med en stor oplevelser på min seneste færd, og denne oplevelse har afstedkommet tanker i mig af en sådan karakter at jeg mener de, såfremt de nyder fremme, kan komme os bier, naturen her omkring os, ja hele den vide verden til gode. Og disse mine tanker er vel lige noget for en Dronning af format, skulle jeg mene” sluttede vor ven sin tale.

Vagten stod stille i lufte, medens den forsøgte at hitte hoved og hale i fakta: Foran den svævede noget der kunne minde om en samlerbi. Størrelsen var der, antallet af vinger ligeledes, men farverne, den fedtede substans kræet havde på sine knæ og ikke mindst lugten, fik vagten til at konkludere at der her ikke var tale om en af dens artsfæller, Apis mellifera, men nærmere et usædvanlig stygt udseende eksemplar af De Blåsorte, Calliphora vomitoria. Veltalende, javel, uden tvivl også meget vidende, hvilket i sig selv var en kontradiktion set i forhold til det arvemassemateriale der reelt er til rådighed i De Blåsorte, men ikke desto mindre en Blåsort.

”Ergo må jeg som vagt, nægte kræet adgang hertil” resonerede vagten.” Vi skal ikke have besudlet vort gode bo med slige sager”. Til vor ven sagde den disse ord:

”Veltalenhed har vi altid sat pris på her i boet. Vid ligeså og belevenhed i særdeleshed. Men ikke om De af disse grunde har gjort Dem fortjent til adgang, da jeg ser De udgiver Dem for bi at være, trods at De, åbenlyst for enhver, lægmand som dommer, tilhører arten Calliphora vomitoria, vore Blåsorte fætre.”  Vagten trak vejret så dybt den kunne uden at blive for overvældet af stanken fra vor ven.”Forføj Dem bort herfra ad frivillighedens vej og der skal ikke anstøde Dem noget ondt fra vor side”

Tydelig forbavset, vel nærmest en kende lamslået, ledte vor ven efter ord der kunne omgøre vagtens beslutning: ”Jamen jeg er jo..” begyndte den. ”Jeg er jo..øhh..ser De ikke, kære vagt, at jeg..” Længere nåede den ikke førend vagten havde vendt ryggen til og blokeret adgangen til boet med en flok vredt summende arbejderbier i deres bedste alder. Og dem giver man sig ikke sådan lige i kast med!

Vor ven var dog en stædig lille sag og dens sag var jo så vigtig, for hvem kan sejle foruden vind. Den prøvede, forsøgte og kløede på det bedste den havde lært for at fange vagtens opmærksomhed. Dette for at den kunne fremføre de rette argumenter der kunne lede til adgang til det nu forjættede land i boet. Lige lidt hjalp det dog og til sidst måtte den sande at slaget var tabt.

”Javist er slaget tabt, men krigen kan stadig vindes” tænker De vel kære læser. ”Om ikke vor ven, bien fortjener adgang til sit retteligen bo og om ikke den sag er nobel og prisværdig der skulle præsenteres for den Høje Dronning?”

Jovist jovist, men der er ingen der har lovet Dem at dette skulle være en fortælling der rummer det mindste gran af retfærdighed eller lighed, thi sådan er virkeligheden også ind imellem. Og lad dette være Dem en lære:

Prøv kun livets fristelser, men vid at skidt og møg har det med at blive hængende, og frænde er kun den der ser gennem stråleglans såvel som gennem søle og møg.

Alle gode sager finder bedst fremme blandt ligesindede og social indignation skal man passe på med at lufte i disse for vor land så strenge tider, hvor individets ret hersker over fællesskabet, hvor liberalismens og kapitalismens værdisæt nyder fremme gennem fordummende, itale sat middelmådighed og ”lad mig beholde, hvad mit er. Ej om jeg vil dele, det er de fattig vist selv ude om”. Alle valg har en konsekvens og jeg vælger at blive social indigneret når jeg føler min retfærdighedssans bliver krænket. Jeg vælger at føle med bien.

Direkte kan der meget vel drages paralleller mellem vor bis oplevelser og dem vi selv tildrager os når vi bedømmer og bedømmes af andre i kommunikationsfelterne såvel som på gaden.

Og hvad er så det med den der retfærdighed? 

Måske kan dette hjælpe lidt på forståelse af det der mystiske begreb Retfærdighed

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s